Aglow International Danmark

 

Genoprettelse imellem kønnene

Det første mandat: at arbejde for genoprettelse imellem kønnene, at det maskuline og det feminine i Kristi Legeme bliver, som Gud har tænkt det fra begyndelsen. 

Aglow har kald til at genoprette kvinder, og det er vigtigt at forstå dette kald ind i den større sammenhæng, som er Guds hensigt og formål med os. For at opfylde Guds oprindelige plan, hvor mænd og kvinder fungerer sammen, må genoprettelsen af kvinderne finde sted. 

Gud begyndte i 1981 at tale om og åbenbare det, der efterhånden udviklede sig til genoprettelse af kvinder og deres betydningsfulde rolle i Hans plan. Dette førte til udgivelsen af Jane Hansen Hoyts bog ”Fashioned for Intermacy” (skabt til intimitet), som handler om Guds mål fra begyndelsen (første Mosebog 1:26-31) – om, at Han ville have en familie, et folk, som ville dele Hans liv og natur, Hans Ånd, Hans visioner og hensigter. Gennem sit folk ville Han udtrykke sit liv, sin kraft og herlighed på jorden. 

I denne tid, hvor fjenden arbejder på sin strategi mod mænd og kvinder, står Guds plan fast og urokkelig. Gennem humanistisk tankegang, som dagligt kommer til udtryk i verdslige medier, har fjenden forsøgt at ”afmaskulinere” mænd ved at fjerne deres styrke og storheden i det, Gud har kaldet dem til at være i deres hjem, i deres familie og på jorden.   

På samme tid har vi set den radikale feminisme rejse sig. I den ophøjes kvinder på en måde, som ser stærkt ud, men som i realiteten er uden kraft, autoritet og salvelse. Fjenden har arbejdet på at nedgøre det maskuline og det feminine, fordi han ved, at dette fællesskab er kirkens styrke.                                

Den opvågning, som sker iblandt kvinder, der nu forstår, hvad det betyder at være kaldet af Gud og den ultimative genoprettelse mellem mænd og kvinder, handler om mere end den personlige tilfredsstillelse i mænds og kvinders egne liv. Den handler om forsoning mellem det maskuline og det feminine, så Kristi Legeme, kirken, kan fuldføre det kald, som var Guds hensigt med den fra begyndelsen. 

Kvinders genoprettelse bringer genoprettelse til fundamentet i Herrens hus (Kirken). Genoprettelse imellem kønnene sker ikke kun i vores personlige liv, men i fællesskaber. Kun derved kan Guds hensigt med at udtrykke sit billede på jorden og tage herredømmet over Hans fjende finde sted – mænd og kvinder skal gøre det sammen. Husk at: 

Gud viste os i første Mosebog 1:26-31, at vi mænd og kvinder skulle herske over jorden sammen! Det er nødvendigt med en genoprettelse af dette fundamentale forhold, før Kirken kan blive fuldt genoprettet og fuldføre kaldet til at udtrykke Guds billede og tage herredømme over jorden.